Husdyrproduktionen i Danmark har en stor udfordring i at skaffe bæredygtige proteiner til foder, især økologi. Flere steder arbejder man med insekter, som er meget effektive til at omdanne biomasserester til høj-kvalitets proteiner. Fx vil melorme på menukortet for fjerkræ kunne erstatte soya- eller fiskemel.
Den 27. marts 2015
INBIOM vil iværksætte demonstrationsforsøg for at finde den gode blanding af restprodukter til at dyrke melorme i et projekt ledet af AgroTech og Teknologisk Institut sammen med en række landmænd og Seges. Teknologisk Institut har gennemført et mindre projekt med melorm i laboratorie skala og dette skal nu løftes op og demonstreres i pilotproduktioner for at indsamle viden om hvordan man i praksis kan håndterer melormsproduktion.
Projekt vil bidrage med videnopbygning og fokus på de produktionsforhold, som har betydning for en fremtidig produktion af melorme i Danmark. Projektet udvikler forskellige blandinger af restbiomasser, som testes på melormene først i laboratoriet og derefter testes de bedste på forskellige gårde med forskellige placeringer. Melormene analyseres for næringsværdi og især de nødvendige aminosyrer, som sammenlignes med traditionelle fjerkræ foderblandinger og forretningspotentialerne analyseres.
- Der er stort internationalt fokus på at dyrke insekter til foder. Hvis vi skal udvikle husdyrproduktionen i Danmark skal vi finde bæredygtige erstatninger for soya og her er melormene interessante, fordi de kan omsætte affald og restbiomasser til et værdifuldt produkt, fortæller Amparo Gomez Cortina, som er projektleder hos AgroTech.
INBIOM har bevilget 400.000 kr. til projektet, som forventes at bringe interessante resultater at bygge videre på. Prisen for fiskemel er fordoblet på kort tid og efterspørgslen på alternative proteiner giver danske virksomheder muligheder for at skabe nye værdikæder i en biobaseret økonomi.
Fotobyline: Teknologisk Institut.
PRESSE:
Se indslag om projektet i TV Avisen her
Se indslag om projektet i TVMidtVest her
RAPPORT:
Download slutrapporten fra projektet her:
Udnyttelse af restbiomasser til insektproduktion af proteinfoder med melorme