Et nyt projekt samler erfaringer fra projektet Future Cropping og arbejdet med udvikling af app’en ORP – optimized in-field route planner, som har afdækket muligheder for at generere udbyttekort på markniveau på basis af kørselsmønstret for mejetærskeren. Dette kan omsættes til forventede halmmængder på markniveau.
Dermed vil planlægning og gennemførsel af presning, vending, rivning og frakørsel af halmen kunne optimeres i form af sparet tid på marken, mindre spildtid ved skift mellem forskellige lokaliteter og minimering af ventetid. Derudover forventes det muligt ud fra data indsamlet under mejetærskningen at afkode behovet for vejring og tørring af halmen (ud fra fugtindhold, ukrudtsmængder i halmen mv.) og dermed optimere halmkvaliteten ved at fremskynde/udskyde presning og hjemkørsel.
Projektets overordnede formål er således at optimere bjærgning og håndtering af halm med hensyn til omkostninger og kvalitet.
Deltagere i projektet: Aarhus Universitet – Institut for Ingeniørvidenskab, AgroIntelli, Halm 80, Danske Halmleverandører