Der er kommet større fokus på at udnytte restprodukter fra hotel-, restaurant- og turistbranchen og landbruget og derfor også større fokus på biogasanlæg. For at anlæggene kan få det maksimale ud af biomassen, de sælger videre, skal de være indehaver af et bæredygtighedscertifikat. For at få det skal både de og transportøren kunne dokumentere sporbarhed fra oprindelsesstedet.
Lige nu er det besværligt og foregår på papir, som tager lang tid til manuelle indtastninger og giver anledning til, at der er fejl i dokumentationen. Det vil projektet digital sporing af affald til biogasanlæg forsøge at lave om på.
I samarbejde med tre biogasanlæg, Disposal Collection Care, Teknologisk Institut og Københavns Universitet skal projektet teste og demonstrere digitale løsninger til at registrere og behandle data for den indkomne biomasse, mens der også skal laves en analyse af potentialet for løsningen på andre biogasanlæg. Et af målene for projektet er blandt andet bruge under halvdelen af den tid, der nu bliver brugt administrativt på at dokumentere sporbarheden.
Deltagere i projektet: Teknologisk Institut, Københavns Universitet, Disposal Collection Care, Hashøj Biogas, Linkogas og Blåbjerg Biogas