Vinderen af Agro Business Parks innovationskonkurrence 2011 blev Wildlife Communication Technologies (WCT) med deres system AniMan, der kan skræmme vildt væk fra fx afgrøder, så man undgår at vildtet bliver dræbt samtidig med, at man sikrer at den høstede biomasse ikke bliver forurenet.
Wildlife Communication Technologies har udviklet det innovative system AniMan til bortskræmning af vildt i marker, boligområder, lufthavne etc. – dvs. områder hvor dyr kan komme i konflikt med menneskelige aktiviteter. Modsat et traditionelt fugleskræmsel sikrer AniMan, at fx fugle, der kan gøre alvorlig skade på marker og i frugtplantager, ikke vænner sig til bortskræmningen.
Ved hjælp af et mikrofonsystem opfanges tilstedeværelsen af vildt, hvilket sker på baggrund af dyrets lyd - fx kontaktkald mellem fugle - og skræmmer vildtet væk. Efterfølgende måler systemet, om den ønskede effekt er opnået. Herved omgås problemer med dyrenes gradvise tilvænning til bortskræmning, som er et problem ved eksisterende systemer. Ligeledes sikrer systemet, at bortskræmningen ikke aktiveres, når det ikke er nødvendigt. Dermed er det kun det skadevoldende vildt, der jages bort.
Wildlife Communication Technologies vandt Agro Business Parks innovationskonkurrence i 2012. Virksomheden opstod efterfølgende, som et spin-off fra Aarhus Universitet, hvor idéen til konceptet blev udviklet under et tværfagligt klyngeinitiativ under Technology Transfer Office ved Aarhus Universitet.
Udviklingsarbejdet er sket i samarbejde mellem Institut for Ingeniørvidenskab og Institut for BioScience og systemet er udviklet af Ph.d.-studerende og CEO Kim Arild Steen, biolog Ole Roland Therkildsen og seniorforsker Ole Green - alle tre tilknyttet Aarhus Universitet.
Læs mere på www.wildlifecommunication.dk