Plastvirksomheden EXPO-Net fra Hjørring deltog i efteråret 2013 i et biogasarrangement arrangeret af Innovationsnetværket for Biomasse (INBIOM). Det kom der en projektidé ud af, som med INBIOMs assistance blev konkretiseret via en Videnkupon og et projektsamarbejdet med Aarhus Universitet var herefter en realitet. De indledende forsøg er netop afsluttet og rapporten ligger klar.
Lovende resultater - og videre samarbejde
EXPO-Net producerer og sælger plastnet i rør og fladform til anvendelse i et utal af industrier. Et af produkterne er BIO-BLOK®, der siden udviklingen i starten af 80’erne primært har været anvendt i akvakultur og spildevandsindustrierne. Plastmediets store overflade gør det ideelt til bl.a. spildevandsrensning. Anvendelsen af plastmediet i forbindelse med biogasproduktion var ligetil, men dog aldrig afprøvet og demonstreret. Samarbejdet med Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet, resulterede i konstruktionen af en biogasreaktor i Foulum, hvori en BIO-BLOK® var installeret og demonstreret. Trods nogle bump på vejen, er projektet netop afsluttet med lovende resultater.
De indledende forsøg på Aarhus Universitets biogasanlæg i Foulum viser, at en fastsiddende BIO-BLOK® reducerer opholdstiden fra de oprindelige 20 dage til 4 dage - med samme gasudbytte. Plastmediets form umuliggør omrøring af biomasse med et højt tørstofindhold. Aarhus Universitet vurderer derfor, at konceptet vil kunne vinde indpas i et set-up, hvor den faste fraktion separeres og sendes til et decentralt biogasanlæg og den tynde biomasse bliver afgasset i et filterbiogasanlæg, hvori BIO-BLOK® er en del af konstruktionen.
Filterbiogasanlægget har stort potentiale og kan bidrage til, at der kan aktiveres en større mængde tynd husdyrgødning, som ellers ikke vil blive brugt til vedvarende energi- og gødningsproduktion. EXPO-Net og Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet vil fortsætte afprøvningen, dokumentationen og optimeringen af konceptet i 2015. INBIOM følger projektet.
Læs hele rapporten her:
DK version
UK version
Fakta
EXPO-Net i Hjørring producerer brugervenlige og miljørigtige plastnet i rør og fladform til brug i alt fra spildevandsrensning til skyggenet. Læs mere på www.expo-net.dk
INBIOM er ét af 22 landsdækkende innovationsnetværk og vores fokus er intelligent produktion og udnyttelse af biomasse i overgangen til en biobaseret økonomi. INBIOM inkluderer innovation inden for alle typer af biomasse; såvel de grønne (græsser, afgrøder), de gule (halm), de blå (tang, alger), brune (træ) samt de grå (affaldsprodukter, husdyrgødning). Vi hjælper danske biomassevirksomheder med at få adgang til ny viden, få overblik over finansieringsmuligheder samt at finde nye samarbejdspartnere i Danmark og internationalt. INBIOM er forankret i Agro Business Park og hos netværkets otte konsortiepartnere.
Videnkupon er nu erstattet af InnoBooster, hvor der ydes tilskud til, at små og mellemstore virksomheder gennemfører et innovationsforløb. Et innovationsforløb i InnoBooster er et udviklingsforløb, hvor en virksomhed ved hjælp af tilskud til viden kan ændre og udvikle virksomheden og/eller dens produkter og ydelser. Virksomheden designer selv forløbet, svartiden på ansøgningen er kort og administrationen er nem. Kontakt INBIOM for yderligere information og hjælp til at komme i gang. Læs mere på www.innovationsfonden.dk/da/investeringstype/innobooster