Efter et arrangement i Agro Business Park i september 2013 tog Svend Hoff fat i INBIOM for at drøfte en idé, der omhandlede restprodukter fra biogas til svampeproduktion. Den viste sig at være god, og konceptet fik hurtigt ’projektvinger’. Ni måneder senere, i juni 2014, blev virksomheden Advanced Substrate Technologies (AST) født.
Svend Hoff er ingen novice inden for miljø – og biogasteknologi. Den kreative ingeniør havde en spændende ide, der passede godt ind i rammeprogrammet for Biomasse til Energi, som INBIOM var operatør på for Region Midtjylland. Svend havde allerede gode kontakter hos INBIOM partnerne Agrotech og Aarhus Universitet og havde udviklet på ideen.
- Jeg havde brug for INBIOMs hjælp til at skære ideen til og skaffe udviklingsmidler, siger Svend. Jeg er god til at tænke på tværs, men bliver hurtigt meget teknisk i mit skriveri og vil have for mange aspekter med, så jeg har brug for nogen der kan ”oversætte og målrette” projektbeskrivelsen til forskellige ansøgninger og samtidig fastholde perspektiverne.
Ansøgninger gav pote
Lynhurtigt hjalp INBIOM med at skære konceptet til og fik målrettet en ansøgning til Region Midt programmet, samt ansøgt det statslige innovationsmiljø Borean om risikovillig kapital. Samtidig gik en ansøgning sammen med bl.a. Agrotech igennem hos Miljøstyrelsen til en anden del af konceptet – og projektet var i gang.
- Vi kalder det cirkulær bioøkonomi, siger Svend Hoff med et smil, og forventer at der efter et par år med tests og proof of business kommer god virksomhedsøkonomi i at genanvende restprodukter til at genoplive dansk svampeproduktion.
AST flyttede ind i Agro Business Park i foråret 2015 og arbejder nu med videreudvikling og test af nye substratkoncepter, som udføres på Aarhus Universitet i Foulum.
International orientering fra start
Advanced Substrate Technologies er sidenhen blevet godkendt til fase 1 i SMV Instrumentet i EU's Horizon 2020 program – også kendt som Champions League for SMV’er - og har modtaget €50.000 til et feasibility study med mulighed for at få op til €2,5 mio. til udvikling og demonstration i fase 2. Desuden har INBIOM hjulpet Advanced Substrate Technologies ind i en stor EU-ansøgning under den cirkulære økonomi – et projekt, som kom gennem første fase, men desværre ikke fik midler.
Samarbejdet med INBIOM
Svend påpeger, at der var flere gode grunde til at involvere INBIOM i projektet;
- Som lejer i Agro Business Park i Foulum nyder vi godt af det faglige miljø i og omkring huset. Sparring med folkene i Agro Business Park har gjort os skarpere på konceptet, og via deres netværk og viden om støtteordninger har vi fået gennemført test og demonstrationer, som bringer os tættere på markedet, slutter Svend Hoff.
Fakta
Advanced Substrate Technologies A/S drives af partnerne Svend Hoff og Hans Krogh Nielsen. Konceptet er at fraseparere halm og gyllefibre efter en biogasreaktor, tørre det og iblande andre biologiske materialer, som gør det til et perfekt substrat til at dyrke højværdi spisesvampe i. Der er etableret samarbejde med danske og hollandske svampeproducenter for at udvikle dyrkningen. Efter svampedyrkning er fibrene yderligere nedbrudt og er et godt substrat til at øge biogasproduktionen igen. Så et affaldsprodukt bliver til et dyrkningsmedie til gourmetsvampe og derefter igen egnet til energiproduktion.
Læs mere på www.astech.dk