Grøn Omstillingsfond – Erhvervsstyrelsen, har givet støtte til projektet ”SUBLEEM – Generisk pilotanlæg til kaskadeudnyttelse af restressourcer gennem bioraffinering”, som løber fra d. 1. marts 2016 til d. 28. februar 2018.
I SUBLEEM skal der etableres et generisk pilotanlæg, der kan anvendes til udvinding af værdifulde fraktioner fra biomasse/restressourcer i større skala (ca. 10-100 kg materiale fraktioner). Formålet er, at danske virksomheder kan få adgang til udstyr der vha. bioraffineringsteknologi kan drage nytte af kaskadeprincippet og derved skabe nye værdistrømme, f.eks. protein og saponin, og udbygge deres forretningsmodel.
I projektet vil der etables et pilotskalanlæg og forskellige typer biomasser med forskellige oprindelse vil blive testet. Erfaringer og resultater fra projektet vil fremadrettet komme mange danske virksomheder til gode.
Teknologisk Institut er projektleder, og de øvrige partnerne i projektet er Saponin Innovation Centre Europe, Nordic Sugar, SEGES, Københavns Universitet, Guldborgsund Kommune, HedeDanmark og Agro Business Park. Dermed er tre partnere fra Innovationsnetværket for Biomasse (Teknologisk Institut, Københavns Universitet og Agro Business Park) en del af projektet.